Lidt om New Zealand
Kia Ora!
New Zealand er det land i verden, som senest er blevet opdaget af mennesker. I dag er der omkring 4,5 mio new zealændere, størstedelen er af europæisk afstamning. Omkring 15 procent af befolkningen er maorier, efterkommere af de første polynesiere, som ankom til Aotearoa ("den lange hvide sky").
Det er ikke helt klart, hvornår de første mennesker ankom til New Zealand, men man mener, at øerne kun har været beboet i omkring 700 år. Pga. den isolerede beliggenhed har landet en helt unik flora og fauna. Da de første mennesker ankom, levede der faktisk kun én type pattedyr på øerne: En ganske lille art flagermus.
New Zealand var i 1893 det første land i verden til at give kvinder stemmeret. Det er også et af de første lande i verden til at udnævne tegnsprog som et af landets nu tre officielle sprog (engelsk, maori og new zealandsk tegnsprog).
Det er hér hobitterne bor - i hvert fald i Peter Jacksons optik. Bungee jump er opfundet i New Zealand, og landet har en kolossalt varieret natur med langstrakte, uendeligt smukke kystlinjer, majestætiske bjergtinder, frodige regnskove, enorme gletschere, sprudlende gejsere, brusende floder og imponerende vandfald.
Du kan møde hvaler, pingviner, delfiner og et mylder af fuglearter, som kun findes i New Zealand. Til gengæld er der ingen slanger, ingen farlige edderkopper, skorpioner eller andet kryb. Der er ingen større rovdyr - eneste fare i naturen er risikoen for jordskælv og vulkanudbrud.
New zealænderne er helt utroligt gæstfrie og imødekommende - måske fordi det faktisk er verdens mest isoleret beliggende nation. Hospitalsbehandling er gratis i landet, hvorimod man betaler for at gå til egen læge (dog er børn gratis). Til gengæld er receptpligtig medicin subsidieret, så næsten alle præparater bare koster NZ$5.
Alting synes at være lidt mere stille og roligt i New Zealand - særligt uden for Auckland. Man har en stor forkærlighed for musik fra 80'erne og 70'erne, de er glade for rugby, gummistøvler og bare tæer. Og fik vi nævnt, at de er fantastisk imødekommende?